hortofilia

Forleden morgen havde lyset eller manglen på lys den effekt, at det så ud, som om stjernemagnoliaen var sprunget ud, og det nåede jeg at få et billede af. Da solen så brød frem, var den pludselig ganske grå og trist at se på. Jernstangen forrest i billedet er ikke så umotiveret, som den ser ud. Den har bare midlertidigt mistet sin pileparasol, som er blevet kørt hen for at blive flettet om. Sidste søndag lavede jeg en buket af grene fra haven, hvor hasselbror var den, der først sprang ud. Selve busken svær at tage billeder af med dens stærkt forgrenede og udbredte vækstform. Det gælder om at nyde de små forårsblomstrende planter, mens de er her. Om kort tid er de forsvundet fra jordens overflade. Skovanemonerne i al deres enkelhed er blandt mine favoritter . PS. I går gik jeg en runde, hvor jeg tjekkede nogle gummimåtter, der fungerer som sneglefælder i yderkanten af haven, og fandt 38 - de fleste ganske små, men også nogle stykker, som var lidt større. Lad dette være en advarsel 😒

  Bedst som det var begyndt at smage af forår, vendte nattefrosten tilbage, og selvom solen skinnede i formiddags, var det fristende at rykke ind i det lune drivhus, hvor ferskentræet er sprunget ud. Jeg hørte en flue summe derinde, så bestøvningen kommer sikkert til at gå helt af sig selv. Desuden var der en lille buket af den brune fritillaria med gule rande. I efteråret kunne jeg ikke lige finde et sted i haven, hvor den kunne skrues ned. Derfor havnede den i drivhuset. Ellers er det kamelierne vi holder øje med. Mærkeligt nok er det vores ældste kamelia, som vi plantede ud i haven for en del år siden, der først er sprunget ud i år, mens der kun er lidt farve at skimte på dem, der står i drivhuset. Kobjælde/pulsatilla ligner grangiveligt små, forpjuskede fugleunger på det stadie, de har nu. Der er nogle fugle, som nipper af dem. Derfor har jeg beskyttet dem med et net. Endnu en påskeklokke. Cornus mas blomsten lægger jeg normalt ikke mærke til. Det er mest de små runde, knopper,...

Jorden er stadigvæk for kold og tung til, at det er en god idé for alvor at gå i kast med havearbejdet; men en let omgang oprydning i det fine vejr blev det da til i dag. Det er en hyggelig sport samtidig at undersøge,  hvor langt fremme i udviklingen de forskellige forårsplanter er. Pachyphragma macrophyllum er sprunget helt, mens pæonen og lungeurten står med store knopper,  som bestemt også er dekorative.  Den mørke pil stod med sine sølvgæslinger op mod en blå himmel,  under nøddehækken var en lille gruppe tete a tete s prunget ud, og de første lærkesporer viser farve.   Indlæggets påskeklokker udgør det, vi kalder for buen, set fra siden. Dagens favorit er helt klart de forskellige grupper med krokus. Man bliver simpelthen i godt humør, når de åbner sig mod solen og får besøg af insekter.  Samtidig er det morsomt at se, hvordan de krydser sig med hinanden og danner nye varianter. Hvilken fed dag, det har været!

Februar var vel i grunden ganske vellykket vejrmæssigt. Frost og sol er langt at foretrække for plusgrader og regnvejr. Marts er derimod ikke kommet alt for godt fra land i betragtning af det kolde blæsevejr, vi er belemret med. Solen har vi da set, men kun ret så sporadisk. Med sådan et vejr nytter det ikke for camellia og påskeklokker at flashe deres flotte støvdragere, for det er mit indtryk, at insekterne afventer lunere og roligere vejr, før de kommer på besøg. Jeg fremturer med mine påskeklokker. Der er hele tiden nye, som springer ud. Scilla og lærkespore er lige på nippet til at springe ud.  Der er ikke mange blomster, der er så raffinerede som de små våriris.  Mens de små iris ikke er helt lette at gøre tilpas, så sår den tidlige krokus sig selv og giver noget farve som her, hvor det hele ellers er gråt i gråt.  

 - i hvert fald ifølge kalenderen. Vejrmæssigt kan vi på ingen måde vide os sikre. Påskeklokkerne har rettet sig op igen oven på frostvejret, og det er kun de ældste blomster, der har taget skade.  For deres skyld håber jeg ikke, at vejret kommer til at svinge mellem frost og tø. En enkelt blå anemone sprang ud, før frosten tog fat. Den stod så beskyttet, at den nu ser helt uberørt ud. Den tofarvede krokus har sået  sig selv i sikkerhed for haveredskaber inde under en rose.  crocus vernus vanguard Vores dorothealiljer startede som en enkelt lille gruppe, og efter deling af gruppen har vi dem nu spredt rundt i haven, hvilket er en stor glæde. Er det ikke mystisk? Denne skimmia magic merlot er fra 2012 og har næsten ikke vokset på de 13 år.  Måske er det en dværgart i modsætning til den nedenfor, som har to år på bagen. Tågen ligger som en tung dyne omkring os her til formiddag og lukker af for den sædvanlige udsigt. Bedet med erantis og vintergækker arbejdede jeg...