onsdag den 13. december 2017

der var engang

- hvor stynede piletræer var et helt almindeligt syn i landskabet, dog ikke så udpræget her i Vestjylland, men meget udbredt på Fyn og Lolland-Falster. H. C. Andersen kan næsten kun have fået sin inspiration til Fyrtøjet fra sådan et hult, gammelt træ.

Jeg har læst mig til, at det i 1700 tallet i forbindelse med landboreformerne og udflytningen af gårdene fra landsbyerne ligefrem blev påbudt ved lov, at man skulle dyrke pil dels som foder, men også med henblik på at bygge gærder omkring markerne.

Også i Van Goghs Holland må disse knortede træer have været udbredt. I hvert fald var han tydeligt fascineret af dem. Billedet herover gad jeg godt se i virkeligheden - forholdet mellem den forslidte, krumbøjede (land)mand  med hænderne dybt begravet  i bukselommerne og de forkrøblede træer i det vintergrå landskab taler virkelig til både fantasi og empati.

Herinde i havens læ har vi kombineret vores fascination af pileflet og landskabets forblæste, stynede træer til at plante tre flettede piletræer i vores fugtigste bed. Efter tre-fire år er der allerede tegningen til det rigtige, og med tiden vil fletværket vokse sammen til en stamme. Det er bare desværre lidt som at slukke lyset i bedet, når de farverige grene bliver klippet af midt om vinteren.

15 kommentarer:

  1. Sånne klippede/formede trær har vært brukt her i landet også. Eventyret til H.C. Andersen om fyrtøyet sitter godt i min hukommelse, for min far leste det for meg når jeg var liten. Van Gogh malte mye fint. Flotte flettede trær hos deg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænkte netop på, om ikke styning også har været udbredt i Norge og Sverige. Det kan du så bekræfte. H C Andersens eventyr er meget visuelle, og det er sikkert med til at gøre, at de fastholdes så godt i vores hukommelse.

      Slet
  2. Hej Marie

    Ja tror også at det oprindelige formål var foder til kreaturerne, man klippede langekviste af i løbet af sommeren og bundtede dem til brug om vinteren. Jeg fandt sådan nogen gamle neg i laden, da jeg overtog huset i Sverige. Man havde brugt birk.

    Til flet tror jeg pil er det helt rigtige:)

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
  3. Ja, pil eller poppel. Ellers har man nok tidligere simpelthen brugt det træ, der voksede lokalt, som f.eks. birketræet omkring dit hus i Sverige.

    SvarSlet
  4. Jeg kommer til at tænke på den gamle Tuborgreklame af Storm P. Det er også et stynet piletræ med :-)

    SvarSlet
  5. Her på Samsø har vi også stynede træer og træer som kunne have været brugt af Fyrtøjet. Jeg har endda taget billeder af dem til Idas maleri til lille Theodor, som han fik i dåbsgave. Det minder mig om, at jeg ikke har vist billedet, som Martha fik.
    Jeg kan godt forstå, at det er som at slukke lyset, når I klipper pilen, de har skønne farver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår godt, at du valgte at lade de stynede træer indgå i Idas maleri; de er enormt grafiske. Det er ærgerligt at klippe dem og fjerne de smukke grene; men det skal jo til.

      Slet
  6. Flotte er jeres piletræer imod sneen, men skal de blive knortede så skal de jo klippes. Jeg synes også at et bundt afklippet pil er flot at have stående et sted i haven som pynt:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal de nemlig. Alligevel tror jeg ikke, de nogensinde bliver lige så knortede som dem, Van Gogh har malet. Du har helt ret i, at sådan en buket pilekviste i sig selv er dekorativ.

      Slet
  7. Interessant fortælling om piletræer.Jeres version af piletræer er efter min mening langt mere dekorative en dem fra vore forfædres tid.Jeg forstår godt at glansen må gå noget af dem når de farvestrålende grene klippes af.Bruger I dem og i givet fald til hvad?
    God aften ønsker Lise

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores piletræer udmærker sig i hvert fald ved at have farvestrålende grene. Vi har stukket nogle grene i jorden, hvor de danner rødder med det samme, og så har vi eksperimenteret med at lave nogle julehjerter.

      Slet
  8. Interessant indlæg om de stynede træer og deres historie.
    Kan I ikke vente med at styne til foråret nærmer sig og dermed nyde grenene lidt længere. Ellers må du sætte dem som pynt, som Lisbeth gør.
    Mange hilsener, Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, måske kunne vi godt udskyde klipningen en måneds tid. Her i december har vi lavet julehjerter af nogle af grenene, og det ser ganske nydeligt ud.

      Slet
    2. Julehjerter af egen pil - det lyder flot :-)

      Slet